_sipland_

Er vores statsminister blevet komiker…?

Posted on 30 August 2010 | 1 response

I går var jeg inde på Århus festuges hjemmeside. Jeg skulle lige se om der var lidt at fordrive tiden med, sådan en søndag formiddag.

Jeg ledte egentlig efter aktiviteter for børn, men faldt over den spændende iscenesættelse: ’comedy debat og litteratur’ – og så med Lars Lykke Rasmussen.

Jeg kan godt se det ironiske i at jeg ytrer mig om kommaregler (nu har jeg jo tidligere postet at jeg ikke ved meget om tegnsætning), men der skulle hvis lige have været et komma efter ’comedy’. Altså hvis ikke Lars Lykke vil vise et hidtil uset talent, for komik/debat.

On a cold and windy Chicago morning… – nede i Netto

Posted on 18 August 2010 | 4 responses

Jeg er lige kommet hjem fra, min næsten daglige tur, i en af Århus´ mange dagligvarebutikker og her slog det mig (igen), hvor er vi da egentlig nemme at læse – sådan nærmest lidt stereotype.

Foran mig stod en lidt forsagt pige, i starten af 20’erne, tenderende luksushippie, med et ’lidt for varmt til vejret’ tørklæde, med et tilpas afstemt antal farver og ikke for meget pang, så det kunne vække opsigt. En pige, som for et par år siden pakkede traileren (med fars hjælp) og flyttede fra de trygge omgivelser i Hinnerup, for at læse til lærer i byen.

Foran hende stod en mand, i slutningen af 20’erne, lidt træt, med en sportsjakke, hår klippet med en trimmer, men det var vist et par uger siden han sidst havde brugt den. Hans hår var ikke klippet så han skulle se truende ud, mere sådan bare fordi det var praktisk. Mon ikke han var opvokset i en forstad til Århus,, måske Tranbjerg eller Viby.

Og hvad købte de så?

Pigen havde lagt, en liter skummetmælk, økologiske gulerødder, et bæger Fromage fraiche, en agurk og så lige en pakke super flyers, op på båndet. Drengen derimod, skulle have to halv liters Cocio, en deodorant i sprayflaske, en pose mysli og en liter letmælk.

Begge mine medkunder så ikke ud til at være på storindkøb, men skulle bare lige have det mest nødvendige til i aften og i morgen tidlig. Men jeg er sikker på at deres aftner ikke vil forløbe ens.

Faktisk er det ikke så svært at komme med et kvalificeret bud på hvad de vil se i fjernsynet, hvornår de vil gå i seng, om de i morgen vil stå op i god tid, eller 10 min. før de skal af sted, om de sende en sms til deres mor inden de går i seng, osv.

Hvor er vi egentlig nemme at putte i kasser!

Det er meget muligt at jeg er forurenet af mit daglige arbejde, med målgrupper og kommunikationsplanlægning. Men jeg tror vi får det bedst resultat, hvis vi ser og forstår mennesker som de agere og ikke som de iscenesættelse sig selv – og så rummer det!

Alle vil gerne være unikke og det er min klare holdning at vi er unikke. Men det udelukker ikke at vi agerer stereotypt – ja, nærmest lidt arketypisk

De færreste mennesker kan navigere i kaos og derfor kategoriserer vi hinanden, på godt og ondt. Jeg kategoriserer mine to venner fra Netto, med min viden om andre mennesker, men også med mine fordomme. Jeg gør det ikke for at negligere dem. Tværtimod gør jeg det for at danne mig et billede, af den ramme jeg befinder mig i. Men uanset hvordan jeg vender min analyse af de to mennesker, siger det mere om mig end om dem. Det er mine tanker og mine erfaringer som skaber det billede jeg lige har beskrevet. Og her kommer jeg til at tænke på et citat: ’Vi bliver nødt til at sætte vores fordomme på spil, for at få dem i spil’. Tager jeg fejl er det mit problem og ikke deres, billedet jeg har beskrevet er mit billede, ikke et udpluk af en endegyldig sandhed.

For resten købte jeg: to liter danskvand, en liter ymer, en liter minimælk og en flaske hvidvin (som jeg lige har taget hul på). Jeg trykkede ’godkend’ på dankortterminalen, med min cykelhjelm under armen, pakkede mine varer i en rygsæk medbragt til lejligheden – jamen jeg er jo helt unik

(Jeg har lige et P.S. om fordomme. Sæt dine fordomme i spil og udskift ordene ´in the ghetto´ med ’nede i netto’)

God gave Rock ’n’ Roll to…me

Posted on 1 August 2010 | 9 responses

Tilbage i min folkeskole tid prædikede min historielærer: ‘Man skal vide hvor man kommer fra, for at kunne forstå hvor man er på vej hen’. Jeg valgte (lidt forsinket) for en måneds tid siden at tage et ‘field trip’, til Rock ‘n’ Rollens svar på Christian den 4. – til KISS koncert.

Inden koncerten sad jeg, sammen med min gode ven Søren, og lyttede til nogle KISS LP’er, for at opfriske vores gamle helte. Men jeg må sige at vi blev en anelse skuffede. Musikken var på ingen måde velspillet, teksterne var særdeles banale og deres udklædning kom i den sammenhæng til at virke en smule latterlig. Vi tog derfor til koncerten med en vis skepsis.

Men da jeg senere på aftenen stod på en p-plads, i udkanten af Ålborg, var min skepsis i den grad blevet gjort til skamme. Jeg havde lige været en del af et massivt Rock ’n’ Roll boost, et inferno af lys, lyd, bomber, ild og en vanvittig energi.

Jeg har flere gange siden tænkt over, hvordan jeg kunne tage så grueligt fejl.

Til Jer som ikke kender så meget til KISS, er her lidt trivia:
KISS blev dannet i 1973 af Gene Simmons og Paul Stanley, som er de eneste medlemmer tilbage fra den originale besætning. Bandet har det meste af deres karriere været kendetegnet ved spandex tøj, meget høje plateaustøvler og ansigtsmaling. Hver af de fire medlemmer har et alter ego: The Demon, Starchild, Spaceman og Catman. De fire karakterer er hentet fra et tegneserie univers. To af bandmedlemmer er flere gange blevet udskiftet, men bandmedlem og karakter er ikke synonym, de fire karakter har nemlig været de samme gennem hele bandets karriere.
Bandet blevet i 70’erne og 80’erne betragtet som ’de hårde drenge’ i Rock ’n’ Roll, hvilket kan virke en smule fjollet når man hører deres musik i dag -’I was made for loving you baby’ og ’God gave Rock ’n’ Roll to you’

En KISS koncert handler ikke kun om deres musik, tværtimod er det en eventyrfortælling, en slags krydsning mellem virkelighed og fiktion, hvor publikum for en tid bliver forvandlet fra almindelige mennesker til ’The KISS Army’. Bandet optræder som fire selvstædige karakterer, med hver deres historie og hvert deres univers. Karaktererne havde også hver deres solo akt under koncerten: The Demon blev hejst op under loftet og spillede bassolo, Starchild ’fløj’ ud over ud publikum og landede på en forvokset LP, hvor han stod og sang med publikum, Spaceman spillede en lang guitarsolo, som eneste mand på scenen og Catmans trommepodie blev hejst op fra gulv, som et rumskib. Det hele bliver så samlet i et inferno af visuelle effekter, med tre meter høje flammer og bomber med minutters intervaller.

KISS spillede ikke bare deres numre, de iscenesatte et eventyr, en historie med fire karakterer. Hver af de fire karakterer har en personlighed som ikke er synonym med deres private person. Karaktererne har hver deres baggrundshistorie, de har forskellig artefakter som iscenesætter dem, udover deres instrumenter, er det deres tøj, deres fremtræden på scenen og i særdeleshed deres masker. De har hver en rolle de udfylder i ’historien KISS’, ligesom Frodo og Gandalf gør det i ’Ringens herre’ eller Luke og Darth Wader gør det i ’Star Wars’.

KISS har, ligesom Christian den 4., gjort sig i udødelige, ikke i kraft af deres musiske talent, men i kraft af deres karakter, artefakter og historie. Hvis jeg skulle visualisere Christian den 4., ville jeg tegne Rundetårn og en tyk mand med klap for øjet. Hvis jeg skulle tegne Starchild ville det blive en mand med stort hår, hvidt ansigt og en sort stjerne om det ene øje.

En kender af den danske kongerække, ville givetvis kunne give et langt mere fyldestgørende billede af Christian den 4., ligesom en dedikeret KISS-fan ville kunne udbygge min beskrivelse af Starchild. Men det interessante er, at vi hver især kender masken og gennem få artefakter også de personlighedstræk som helt grundlæggende skaber karakteren.

Robbie Williams brugte for nogle år siden arketypen ’The Demon’ i sin video til ’Let Me Entertain You’

Ofte når en skuespiller bliver interviewet, forud for en filmpremiere, bliver de spurgte til deres karakters personlighed og ligeså ofte kan de svare. Skuespilleren har et indgående kendskab til den karakter de spiller, dog uden at skuespilleren og karakteren er synonym. Eksempelvis er Batman ikke relateret til en bestemt skuespiller, men vi kender stadig til hans personlighed. Det er fordi Batman er en arketype, en karakter vi alle sammen kender. Det samme gør sig gældende med Christian den 4. og Starchild, dog med et lidt mere snævert publikum (jeg undskylder på forhånd til alle de royalister som læser det her).

Vi kende hverken Christian den 4. eller Starchild personligt, af gode grunde, men kan alligevel vedhæfte et par tillægsord til dem begge. Eksempelvis kan Christian den 4. være synonym med: En indflydelsesrig mand i danmarkshistorien, selviscenesættende og magtfuld/magtsyg.
Starchild: Sex, drugs and Rock ’n’ Roll, det dragende ved dekadencen og det unikke individ.

KISS koncerten var en meget autentisk oplevelse, hvilket er en smule paradoksalt, da personerne på scenen ikke fremstod som sig selv. Men oplevelsen var autentisk ligesom en tur i biografen, med billetter til ’Star Wars’ – vi tror på det mens vi er der.

De iscenesatte en fantastisk koncert, ikke gennem deres tekster og musik, men gennem deres karakterer og den historie de fortalte.

Jeg vil slutte denne blogpost med et citat fra bandet Auqa.
‘We are the Cartoon Heroes, we are the ones who’re gonna last forever…’

Jeg er åbenbart blevet brandet i Italien…

Posted on 17 July 2010 | 1 response

Fra supertankr – tak skal I have

Det skal vi ikke have penge for, vi skal gøre det for sjov

Posted on 10 June 2010 | 6 responses

Super skarp kommentar og tanker, fra winnie – wgaard.com

Kreativ frihed – return on investment

In the corporate world bliver mange motiveret, til at nå deres mål, med likvide incitamenter. Det kan være en bonus eller betalt ferie, uanset dets art arbejder mange hårdt for at opnå dette. Men er den bedste måde at motivere folk, til at få arbejdet gjort, at belønne dem?

Hvis vi taler om hverdags opgaver, hvor vejen og målet er klart, er belønning måske ikke så tosset endda. Men hvad med de kreative processer? Når det er komplekse kreative tanker der skal tænkes?

Jeg tror ikke at belønning i denne sammenhæng er den optimale metode, til at sikre arbejdet bliver gjort. Tværtimod kan belønningen, netop her, vise sig at være en hindring, for den kreative proces og dermed også resultatet?
Når belønning, i traditionel forstand, er incitament for ens arbejde, finder man ofte sig selv i en position hvor ens arbejde bliver en rigid funktion. Man føler sig låst fast, uden mulighed for udvikling og kontrol over indhold i eget arbejde.

Det handler om arbejdsglæde og tilfredsstillelse ved at udføre sit arbejde optimalt. Autonomi, taler de om i videoen, du har uploadet, det er behovet efter at tage kontrollen over eget liv og når vi har kontrollen og friheden fordrer det ofte et ønske, en vilje og et engagement for at blive bedre, til de ting der betyder noget for os. Og hvis vi samtidig kan blive en del af noget der er større end os selv og være med til at forbedre det vi er en del af, i dette tilfælde arbejdspladsen – er der nok meget vi ville gøre uden at forvente bonus og betalt ferie

Et eksempel på kreativ frihed er ”20 percent time”, det går i al sin enkelthed ud på, at alle dedikerer 20 procent af deres arbejdstid, til et kreativt emner som de selv vælger. Og hvad kan der så komme ud af det: Gmail og Google News, er eksempler på produkter af tid til kreativ tænkning.

//Winnie

A tribute to Rhett ’n’ link

Posted on 31 May 2010 | 2 responses

Jeg har en forkærlighed for de her to drengerøve fra North Carolina, som sidder i deres kælder og laver videoer om alverdens underlige emner. Jeg ved ikke helt hvorfor, men noget får mig til at vende tilbage til deres nørdede univers, igen og igen

Her er et par videoer fra min amerikanske venner, Rhett ’n’ link

http://rhettandlink.com/

http://en.wikipedia.org/wiki/Rhett_and_Link

Greater than the sum of its parts

Posted on 25 May 2010 | 3 responses

Da jeg startede min multimedie karriere tilbage i det sidste årtusinde, brugte mine lektorer en masse energi på at forklare, at multimedie ville blive den nye film. Det blev en sandhed med meget væsentlige modifikationer og grundene er, i bagklogskabens lys, meget nemme at få øje på.

Vi forsøgte at overføre den gode historie direkte fra film, ind i en interaktive ramme. Det medførte en række film, hvor tilskueren blev omdøbt til bruger og bestemmende for filmens handling. Al den energi udmundede sig i en række dårlige film og næsten ligeså dårlige computerspil. Grunden var, at vi ikke forsøgte at lade de forskellige medier spille sammen og gå op i en højere enhed. Men i stedet lod filmens unikke historiefortælling være dikterende og håbede at det ville kunne ’bære’ det nye interaktive element.

Men en multimedieproduktion bliver først ’seværdig’ når de enkelte mediers unikke udtryk smelter sammen og føder af hinanden. En multimedieproduktion skal være ’greater than the sum of its parts’, den skal opleves som en helhed.

Postens titel er et citat udtalt af Tomas Roope, som er grundlægger af firmaet ’The Rumpus Room’

En reklame for X-box spillet ’Lips’

Alle mennesker som er med i videoen er i sig selv bare brikker, men til sammen bliver de ’greater thean the sum of their part’.

Et lille råd fra Tomas Roope om virale videoer: Inkludér så mange mennesker så muligt. Vi elsker at se os selv på film og sender filmen videre til vores familie og venner og laver gerne en lille ’behind the scenes’ fortælling til vores nye ’fans’

-

The pet shop boys ‘Intergral’

http://www.youtube.com/watch?v=4kx05kU5gZg

I filmen er der nogle ’blink’ hvor der vises QR-tags. Filmen er produceret udelukkende til internettet og brugeren har derfor mulighed for at starte og stoppe filmen når hun vil. Stoppes filmen når et af QR tagsne er synlige, kan man scanne taget med sin mobiltelefon, som åbner et link til en side på nettet der uddyber filmens pointe. På den måde ligger der flere budskaber i filmen end en ’gammeldags visning’ indikere og brugeren kan gennem start/stop knappen, få en ekstra dimension på filmen gennem sin mobiltelefon.

Twits to follow
Lynfabrikken: www.twitter.com/LYNfabrikken

www to visit: www.therumpusroom.tv

Apple er fascistisk og hvis Windows var en bil, blev den kørt direkte til ophugning

Posted on 22 May 2010 | 3 responses

De sidste par uger har facebook og twitter være fyldt med artikler og om ipadens ubrugelighed og portrætter af Steve jobs som den nye Mussolini. Det er ikke nye synspunkter, men derimod gamle sandheder for alverdens Windows brugere.

Jeg er selv på ’the fruit side’, da jeg for et halvt års tid siden skiftede min mobiltelefon ud med en Iphone og kort tid efter købte jeg også en Macbook pro. Det har medført mange bemærkninger om Apples ubrugelighed, og det omvendte gjorde sig selvfølgelig gældende da jeg ’holdte med’ Windows.

Jeg ved ikke om det er danskernes trang til at brokke sig over hvad de andre har, eller et misforståede forsøg på at komme i kontakt med andre mennesker, som udløser de her svadaer. Men uanset hensigten bliver jeres valg ikke bedre af at de andre har valgt forkert, det gør bare de andres ’dårligt’. Det kan selvfølgelig være en redningsauktion for de stakler som har valgt ’forkert’, men uanset platform virker de fleste nu godt tilfredse med deres valg.

Derfor vil jeg nu skriver hvorfor jeg syndes Mac er en fantastisk platform og opfordre til at I skriver hvorfor MacOX, Windows eller Linux er godt for jer.

Min computer er ikke en teknologisk platform jeg skal bygge på, men derimod et kommunikationsmiljø. Det relativt lukkede Mac-miljø giver mig meget få begrænsninger, men en særdeles god harmoni mellem de program jeg bruger.

Der er grænser når jeg arbejder på min Mac, men jeg ’kommer ikke ud’ til de grænser og de bliver derfor ikke en belastning, men i stedet en sikring af mit system. Mac stiller hele tiden krav/( kontrollere) til deres udviklere, det bevirker ikke at jeg føler mig indeklemt, men sikre en kvalitet og stabilitet i de applikationer jeg bruger.

Umiddelbart ville det nok  være overkill for min far at betale 10000 kr. for en computer, da hans behov primært er Outlook, internet eksplorer og muligheden for at vedhæfte importerede billeder. Mine mere nørdede kolleger, som skriver deres eget software, roder og modificere med alverdens gadget og teknologi , foretrækker en Windows platform, fordi der ved Mac mangler software og fordi at system er for lukket.

Men for mig er mac et skræddersyet kommunikationsmiljø, som lige præcist er så lukket at jeg ikke mærker det og med en stærk kvalitetssikring som gør at mit system virker.

(Denne post er skrevet på en Macbook pro, med en Iphone som modem )

Og for jer som ikke kan lide Mac, uanset hvad

Jeg kan virkelig godt lide mit arbejde…

Posted on 18 May 2010 | 3 responses

For et par uger siden, sad jeg og lyttede på mine studerende fremlægge deres differentieringsprojekter. Det er et projekt de skal lave ved side af alle de andre opgaver der er på uddannelsen – bare fordi de er motiverede og lyst

Det har jeg gjort flere gange før, faktisk har jeg gjort det alle de fem semestre jeg har undervist, men denne gang blev jeg ekstra inspireret.

Her er et lille udpluk:
-
-
Et portefolio skal, efter min mening være personligt – larsersej.dk

-
-
Det her er ikke bare ’just another wordpress’, det er der sjæl, følelse og personlighed - www.buggesblog.com

-
-
-Mange leder efter ’sin streg’ i årevis, hende her er meget tæt på (jeg tror bare ikke selv hun ved det) www.vossogprojektet.dk/?cat=6

En historie om popcorn… og meget andet

Posted on 1 May 2010 | 5 responses

- Tak til Morten Ove Andersen, som har fortalt mig historien

Når jeg laver en pose popcorn i mircoen, er der altid et på håndefulde som ikke popper. Jeg har prøvet at sætte dem ind igen og give dem et par minutter mere, men det er lige som om de bare har besluttet sig for ikke at poppe.

Der er selvfølgelig også de popcorn som allerede efter 1-2 min popper, selv der står 4 min på posen, det er så de popcorn som har ignoreret opskriften og bare går i gang. Jeg har prøvet,  om jeg bagefter kunne smage mig frem til de her anarkistiske popcorn, men uden held. I midten er så den store horde af popcorn, som ca. 1 min før posen skal ud, buldrer løs og giver en dejlig duft i hele lejligheden.

Hvis vi lige hæver abstraktionsniveauet en tand, så kunne vi give de tre slags popcorn tre forskellige farver; grønne, gule og røde popcorn. Eller hov, vi kunne også leger at popcornene i virkeligheden var mennesker.

Så ville de grønne popcorn, være de personer som springer ud i alverdens projekter uden særlig omtanke, dem som går forrest i de gode projekter og går (alene) forrest i de dårlige. De grønne popcorn har allerede bestilt en Ipad, det er dem som altid får billetter når U2 kommer i parken og på timebasis får ideer som kan forandrer verden (ifølge dem selv).

De gule popcorn ville være dem som godt liiiige vil vente og se, om den der Iphone nu også er så smart, som de siger. De gule popcorn lader de grønne popcorn købe første version af ny teknologi og lad dem slås med børnesygdomme og så køber de selv den anden og mere fejlfrie version. De gule popcorn har det, der på godt dansk, hedder sund skepsis, de tager ikke med Titanic på jomfrurejse, så heller vente på der kommer en bro og komme sikkert i mål.

De røde popcorn syndes ikke at forandring fryder, tværdigmod er tålmodighed en dyd og en dyd flere mennesker burde værdsætte. Hvorfor overhovedet tage af sted, når alle ved at vi alligevel ender her igen, det hedder jo ’ude godt, men hjemme bedst’ og ikke omvendt. Røde popcorn vil helst ikke lave om på tingende, det skaber usikkerhed og udmunder sig altid konflikter og hvem siger overhovedet at vi behøver at forandre os, vi har det jo godt.

Hvad for et popcorn er du?

Hvis I nu har lidt svært ved at se jer selv som et popcorn, kan I øve jer lidt på andre – f.eks krysters kartel

older posts »